Musikturnéteatret Elantorí

er dannet af skuespilleren Anne Marie Pock-Steen og organisten Else-Marie Kristoffersen.

Vores samarbejde begyndte, da vi fik lyst til at udforske mulighederne for at udvikle børneteatret i kirken. Vi udfordrede hinanden med opgaven: ”Fortæl om skønheden og kunsten i kirkerummet og bring orglet i centrum af forestillingen”. Med andre ord: Giv børnene en øjenåbner for kirkerummets arkitektur, kunst og musik, der samtidig viser helt nye sider af orglet brugt som teaterinstrument.  Det blev til børneteaterfore-stillingenSorrig og Glæde, der er en musikalsk og morsom turboguide gennem kirkens eget rum og menneskene i det. Forestillingen havde premiere i 2006. Sorrig og Glæde har siden spillet i utallige kirker for tusinder af børn og voksne, og den spiller fortsat over hele landet.

Musikturnéteatret Elantorí tog form i 2007 og siden har vi haft den glæde, at flere kunstnere er kommet til og har bidraget med deres vid og talent. Vi har arbejdet videre med at lade rummet spille en medfortællende rolle, og vi har udvidet vores arbejdsfelt til også at lave forestillinger for større børn og voksne.

I 2009 havde vi premiere på Min Egen Kære Ven!, hvor sangeren Piet Larsen medvirker. Sammen med ham turnerer vi fortsat med denne lile intense voksenfore-stilling. Vi kalder forestillingen om Carl Nielsen og hans forhold til hans hustru Anne Marie Carl Nielsen for et brevdrama! Min Egen Kære Ven! er en skattekiste af musikalske og litterære betragtninger, som vi glæder os til at dykke ned i og spille hver gang

En fællesnævner for vores arbejde er først og fremmest musik. Således spiller orglet en central rolle i vores kirkeforestillinger. Vi ønsker at bruge orglet på helt nye måder, altså ikke blot som solistisk og klassisk instrument, men også som en lydeksperimenterende medspiller i et skuespil.

Dette gælder også forestillingen 2000 år på 60 minutter, hvortil Fuzzy har komponeret musikken. I 2000 år på 60 minutter har vi virkelig ladet kirkerummet komme til sin ret. Fuzzys musik lever i et flot samspil mellem replikker, elektronisk musik og orgel. Og vi projekterer billeder og grafik direkte på kirkens vægge. Forestillingen 2000 år på 60 minutter var teatrets store satsning i 2010. den blev realiseret med støtte fra BikubenFonden, Dansk Skuespillerforbund, danske dramatikeres forbund, Dansk Organist- og kantorsamfund samt Koda-Dramatik.2000 år på 60 minutter vil ligesom teatrets andre forestillinger turnere i de næste mange sæsoner.